Den skrøbelige skønhed

Spindelvæv og sommerfuglestøv, smeltende is og spejlinger i vand og glas. Britt Smelværs sensibilitet kredser om det skrøbelige, der tager form - uden af sætte skyggernes sarte anelser over styr. Hendes ting er til som tilværelsen selv - noget for bestandigt, andet flygtigt og forgængeligt, som de vilkår vi nu alle er undergivet. Hendes kunst er blevet sammenlignet med selve åndedraget. Hun er en samler, der nøje vælger for gennem det valgte og forarbejdede at finde frem til noget, der har med selve livets uophørlige puls at gøre. Stedets og materialets nærvær betoner tidens her og nu, men det skaber også en erindring om et før og et efter. Tidens smukke efterladenskaber. Tidens skrøbelige løfter.

VÆVNINGERNE

Som så megen anden kunst startede det med noget mere solidt. Selvom det at væve også bygger på det bløde og bevægelige, så er der noget håndfast over såvel værktøjet som skabelsesprocessen. Vejen ind til værket tog sin begyndelse i tekstilen - fra vævningerne, deres teknik og deres materialer.

Britt Smelvær, født 1945, er uddannet som væver fra 1966 til 1970 - først på Vassenden Husflidsskole, Jølster og derefter på Statens lærerhøgskole i formning, Oslo. I 1970 rejste hun til Danmark, hvor hun hurtigt gjorde sig gældende med sine billedvævninger, hvoraf de første delvist var naturalistiske, inspireret af havet og fjeldet i Vestlandsnaturen.

En vævning er længe under vejs. Den kræver nøje planlægning, og hele skabelsesprocessen er præget af struktur. For overhovedet at komme i gang skal meget lægges fast fra starten, men denne håndværksmæssige tradition forhindrede ikke Britt Smelvær i at kunne give et af billedtæpperne fra 1980 titlen “Et hurtigt strejf af vrede”. Jeg ved ikke, hvor lang tid det faktuelt har taget at realisere dette arbejde; men jeg ved, at dette, sammen med andre vævninger fra disse år, rummer den samme spænding mellem det klart overskuelige geometrisk tænkte og så den sprøde skrøbelighed, som øjeblikkets sansninger ejer. Stærk forankring i den umiddelbare oplevelse af natur finder vi i vævningen “Rosenhaven i Løve” fra samme periode. Men netop dette bevidste forhold til motiv i traditionel forstand åbner op for abstraktion, struktur og repetition. Denne dobbelthed har aldrig forladt Britt Smelvær. Det er blandt andet den hun med lige dele sikkerhed og spontanitet øser af.

Væven kan opfattes som en tryg ramme. Et veldefineret apparat med en lang, lang historie. Denne base er god at have, men det er ikke mærkeligt, hvis en ung kunstner også føler trang til at frigøre sig fra vævens kvadratur. Her handler det om at holde fast, samtidig med at der stræbes efter frigørelse. Det kan ske på mange niveauer, og Britt Smelvær har betrådt de fleste.

1970´erne var i mere end en forstand en brydningstid. Puritanisme var en af holdningerne midt i et tiår, der ellers i høj grad var domineret af eksperimenter. Det gjaldt ikke mindst kunsthåndværket og herunder tekstilerne. Der var grænser for, hvad man måtte. Men hvad er det for grænser? Er det grænser, som materialet naturligt sætter? Er det grænser, som processen skaber? Er det fantasien, der bygger sig selv et bur?
For eksempel var det “forbudt” at kombinere forskellige teknikker. Enten vævede man, eller man broderede. Men hvad er der i vejen med både at brodere, at væve, at lime, at applikere, at … ?
Grænsedragningerne syntes urimelige. De krævede en reaktion, og svaret var eksperimentet. Her melder endnu en af Britt Smelværs grundlæggende egenskaber sig: nysgerrigheden. Og resultatet blev en teknisk frigørelse - en forløsning der både viser, at hun holder fast, samtidig med at hun fornyer.

BEVIKLINGERNE

Vævningerne blev erstatte af beviklingerne. Det mere objektorienterede motiv forsvandt, og kunstneren rykkede sin virksomhed ud i en ny frihed.

Indledningsvis var der tale om et oprør mod fladen - mod de to dimensioner. Den flade tekstil, vævningen, blev forsøgsvis brugt til at tapetsere en tredimensional form med som f.eks. et halvt rør. Pænhedens puritanisme presses ud. Den bundethed af fladen, der er så karakteristisk for det vævede værk, blev erstattet af en bevægelse ud i det tredimensionale, der dog på sin side i interessen for de lodrette strukturer blev holdt fast i grundelementer fra væven. Elementær interesse for linien fører kunstneren ud i legen med det lodrettes muligheder. Med beviklingerne skabte Britt Smelvær en ny måde at væve med væg på. Selvom om væven som værktøj og vævning som traditionelt håndværk blev opgivet, så opgave Britt Smelvær ikke at “væve” i overført betydning. For hende og for vore øjne blev interaktionen mellem den faste væg og det foran væggen anbragte objekt til et udtryk for en sammenvævning af forskellige planer, reflekser og skygger.

Beviklingerne betød nye former, nye materialer og en ny brug af farver.

Her har øjeblikkets spil af tilfældigheder også sin plads. Således mødte Britt Smelvær en dag datteren af en børstenbinder fra Hjørring. Hun havde en rulle kinesisk hestehår med sig, og det var indledningen til arbejdet med dette fantastisk blanke og flotte materiale. Det lå og ventede på at blive brugt. Men hvordan? Hjælpen kom i form af en dreng, der dyrkede den raffinerede håndværk at binde fluer til fiskeri. Selv var Britt Smelvær i gang med at “rekonstruere” Skrydstrup pigens dragt til Haderslev Museum - og så flød elementerne sammen. En rejse til Afrika havde også sat sindet i kog, ikke mindst når det drejede sig om at begive sig ud i en ny brug af farver. Fjer, hestehår og farver, omhyggelig surret på og viklet omkring aluminiumsstænger, ophængt i rum som streger samlet i former og forløb, rytmisk ordnet med skarp sans for minimalismens brug af repetition og variation.

Ikke mindst minimalismens knæfald for uendeligheden virkede befrugtende. Det klassiske motivs traditionelle brug af komposition og afsluttet helhed blev erstattet af en åben struktur, der kunne multipliceres op eller reduceres ned alt efter rum og funktion. Motivet sad ikke længere fast på væven eller væggen. Motivet var væggen eller det, der blev gjort ved væggen, og motivet skabte dermed selve rummet. Britt Smelvær var ikke bare kommet fri af ramme og skøttel. Hun stod nu midt i rummet og skabte installationer.

Et af de meget markante arbejder, der markerer denne skitserede udvikling er “Rød hjørneinstallation” vist første gang i 1983 på PRO. Et værk der senere kom på Biennale International de la Tapisserie i Lausanne i Schweiz, for til sidst af ende på SAS Hotellet i Oslo.

Vejen væk fra væven er flere gange blevet fremhævet. Det er en vej med mange spor. Vigtig er opløsningen af det vævedes kompakte fasthed til fordel for en hængende lethed, der både kaster skygger og skaber fænomener som oplevelsen af de komplementære farver. Lyset og de lysafhængige reflekser spiller er vigtig rolle, og Britt Smelvær inddrager dem aktivt i sit arbejde med beviklingerne ved at besætte dem med spejle eller andet reflekterende materiale. Der arbejdes også med forskellige bemalinger af de vægge, hvor beviklingerne hænger, hvorved der opnås dobbelte billedvirkninger.

GRENENE

Britt Smelvær havde ved denne tid også vist sine hestehårsbeviklede stænger som gæst på TRANSITs udstilling i 1982. Her var et fællesskab af kunstnere, der påvirket af konceptkunstens tankegange beskæftigede sig med eksperimenterende udtryk og materialer i feltet mellem kunsthåndværk og skulptur. Samtidig med at Britt Smelvær videre udviklede beviklingerne kom nyt til.

“De arbejdede med grene…”, fortæller hun!

Muligheden for at transformere allerede kendt stof kombineret med erobringen af nyt territorium lå lige for. Men pind og gren er noget andet og mere end natur, for grenen giver struktur. Her kom kunstnerens geometriske og stereometriske tænkning hende til hjælp. Man kan ikke blot strikke, men også “væve” med grene. Pilekviste anvendt som “tråd”, grene “knyttet” sammen, som var det strapudemaj! Sådan nogenlunde var det i hvert fald, da tre fra TRANSIT - Britt Smelvær, Maria Nicolaisen og Jane Balsgaard - udstillede i Rudkøbing i 1983.

Med stædig omhu tog Brit Smelvær grenen til sig. Hun byggede pyramider. En stabil form udført i et skrøbeligt materiale. Masser af små pyramider. Store pyramider. En kaospyramide af lange hvide kviste, en stramt kvadratopbygget pyramide, en pyramide af skifer og spejle, der reflekterede det indfaldende lys. Pindens eller grenens skrøbelighed og tilfældighed søgte så at sige sin beskyttelse i en fast sluttet form, ligesom den kunne søge sit modbillede i et stærkt og tungt materiale. Her tænkes på de tre store pyramider fra 1986 vist i Yorkshire Sculpture Park - en overvældende manifestation der, hvis det ikke allerede havde været tydelig, nu åbenbarer, at Britt Smelværs kunst også har et rigt mål af sakrale og rituelle toner i sig.

Dette konfessionelle element kom måske for første gang tydeligt frem i forbindelse med et andet værk i gren. Her tænkes på “Refleksioner - vendt båd” fra 1985, et værk, som Britt Smelvær forklarer som værende udsprunget af faderens død og begravelse.

“Far elskede sin fiskebåd… Han var et kystmenneske, dybt forbundet med havet.”

Derfor også bassinet med vand. Men pas nu på. De mange grene, der danner den omvendte bådform kan også bringe tanken hen på et bål. Der er intet anekdotisk ved dette værk. Tvært imod føres man gennem elementerne og de symbolladede arketypiske former frem til en mental tilstand af refleksion og meditation, der sætter én fri.

For at komme videre er vi nødt til at gå endnu et år tilbage i Britt Smelværs produktion. Her sker en særlig koncentration omkring det skrøbelige. På udstillingen i Lunds Konsthall i 1984 viste hun flere værker med titlen “Vækstfelt”. En “skov” af hvidmalet bambus monteret omkring kvadrater af glas og øverst et virvar af tynde, ligeledes hvidmalede grene og kviste. Overgangen fra tråd til hår har nu ført hende til bambus. Vævningen er aldeles transformeret til skulptur. Og hele konstruktionen er så skrøbelig, at man frygter for dens eksistens - en begrundet frygt, der giver værket karakter af myte.

PODNINGERNE

Bag dette ligger også et kendskab til arbejdet i et rosengartneri. En gartner forarbejder og transformerer naturen gennem avl og podning. Det er en vanskelig - skrøbelig - proces, og den kræver beskyttelse for at kunne lykkes. Der, hvor forholdene er mest udsatte, er det nødvendigt med et værn. Det skrøbelige søger sin beskyttelse, og en delikat balance kan opstå. Sådan er det i naturen. Sådan arbejder vi med naturen, og sådan er de mønstre, vi kan finde i vor emotionelle handlemåder. Den skrøbelige balance kan i heldigste fald skabe en fornem forædling. Og det sted, der har været det mest udsatte, kan vokse sig stærkt og robust. Et fascinerende fænomen.

Disse forhold må naturligvis sætte sig spor hos Britt Smelvær. På et mere håndfast plan f.eks. i brugen af husformer, kasser, skrin, skilderhuse, bikuber etc. De kan forsynes med lys, være transparente eller males ganske sorte, således som de blev vist på TRANSIT i 1986. Her så vi Britt Smelværs værk i sammenhæng med de øvrige TRANSIT deltagere som et udtryk for konceptkunstens subtiliteter krydset med etnografiens udforskning af det oprindelige.

Huse bliver til pyramider, pyramider til trekanter, massiviteten gøres transparent, stabiliteten opløses i en tilstand af kaos, der atter samler sig en stræben efter ny form. Udvikling, cyklisk forløb - i sidste ende ”tiden” som sådan kommer til at spille en større og større rolle.

FORVANDLINGERNE

Denne udviklede tidsfornemmelse finder frem mod 1990 en form i “Forvandlingens hus”. TRANSIT, der i sit arbejde stærkt betonede fællesskabet, fik til opgave at skabe en vandreudstilling, der skulle fra marts 1989 til juni 1990 vises 5 forskellige steder i Danmark. Ideen var desuden at man ville skabe nye rum hvert sted, hvorfor det enkelte kunstværk undervejs ville gennemgå forvandlinger.

Britt Smelvær tog konsekvensen og skabte en metalkonstruktion som et skelet for et hus af pilekviste. Inden i kvistehuset anbragte hun et mindre hus af farvede transperante acrylplader. Det hele placeret svævende over et bassin og en bund med jord. Rundt omkring var der anbragt mostuer og ikke mindst bunden undergik i overensstemmelse med de skiftende årstider en række forandringer.

Udstillingen havde titlen “Metafysisk landskab”, hvilket foruden at referere til Giorgio de Chiricos mystisk ladede malerier af øde pladser, netop betonede stedets eller naturens åndelige dimension. Til fornemmelsen for forvandling hører også betoningen af det, der var en gang, og det der måske kan komme.

PRISMATOIDERNE

Midt i dette flydende univers af proces og organisk forandring sætter Britt Smelvær sin logiske stringens igennem. Konkret matematisk og geometrisk struktur sætter en kædereaktion i gang og den manifesterer sig i nye minimalistiske serier. Det fortløbende arbejde på papiret med alt fra streg til cirkel og tilbage igen er det laboratorium, hvorfra nyt kan springe.

I årene omkring 1990 var der i sjælden grad skred i hele Europa. Murens fald i 1989 satte dønninger i gang, og de kunne mærkes overalt. I 1991 skulle Britt Smelvær både udstille i det gamle DDR (Erfurt), i England (Cheshire) og i Norge. Stærkere end tidligere dukkede nu den runde, hele form frem i hendes bevidsthed. En kugle, der bare ikke er en kugle, fordi den ikke er helt glat. En kugle, der har en struktur. Grenene og kvistene var langtfra lagt på hylden. Og det hele skulle være stort. Så stort at man selv ville komme til at føle sig lille.

Sådan opstod prismatoiderne. En prismatoide er en særlig steometrisk kuglelignende form opbygget af fem- og sekskanter. Det blev til tre i primærfarverne: en gul, en rød og en blå, hvoraf den blå var langt den største. På de fem- og sekskantede rammer hæftede Britt Smelvær de bemalede kviste. De monumentale dimensioner til trods virkede de tre gennemsigtige “kugler” som sæbebobler og set gennem Charlottenborgs portal var de tre prismatoider og deres interaktion rent ud eventyrlig.

Prismatoiderne dukkede op igen og igen, og de fløj viden om. En enkelt kom til at leve sit et eget liv ude i det storslåede norske landskab på Vevringudstillingen omgivet af fjord og fjeld, hav og himmel. Om natten blev den belyst og fremstod som fuldmånen selv. Nu skal den genskabes i et mere bestandigt materiale og lyse i Vevring.

Naturligvis var cirklen og ovalen også med i denne formelle samtale, men de måtte holde sig lidt i baggrunden.

Al denne geometri har en tendens ligesom i en automatik at ordne sig i mønstre og give sig til kende i serier. Variationsmulighedernes parade så vi, da TRANSIT gik på lavt vand i kulturbyåret 1996. Vind, bølger og solnedgang over Roskilde Fjord. Det var gruppens fælles udgangpunkt. Britt Smelvær bandt en oval af bambus, der med tilhørende spejlinger i vandet fuldendte elipsen - når fjorden ville!

PLISSERINGERNE

Det bevidste og logisk styrede arbejde med udvalgte geometriske former får ikke lov til at forløbe uden forstyrrelser. Serierne er ikke uendelige. Minimalismens parade af repetitioner må standse. Ydre faktorer spiller ind. Flere af medlemmerne i TRANSIT havde længe arbejdet med papir. Nu kom Britt Smelvær frem til papiret. For hende var det et møde med et nyt materiale. I sommeren 1995 deltog hun i et symposium på Fiona Tapetfabrik i Fåborg Danmark. Syv kunstnere eksperimenterede med deres produkter i 14 dage. Kontakten til Fiona Tapetfabrik medførte et sponsorat. Fabrikken leverede enorme mængder af hvidt tapet, og ideen om at plissere opstod. Foldningerne af tapetet skabte en rumlig ornamentik af fint harmonisk ind-ud-ind-ind-ud i en uendelighed. Og selvfølgelig skulle det plisserede tapet bruges til at tapetsere med. Resultatet blev et unikt rum af hvide vertikale folder.

Det var Peter Michael Hornung (Politiken, 7. december 1997), der muntert turde skrive:

“Har De nogensinde prøvet at plissere en stue, som man plisserer en nederdel? Britt Smelvær har.”

Hun var selv ude om det, for hun lod væggene blive indfarvede ved hjælp af lys, og resultatet var et plastisk ornamentalt mønster som hundredvis af Le Klint-skærme, der var blevet rettet ud og syet sammen. Bidraget til TRANSIT 1997 fik titlen “Stille” - hvid stilhed som en uudgrundelig kontrast til alverdens hvide støj.

Som tilfældet flere gange tidligere havde været med andre projekter blev Britt Smelværs udforskning af det foldede papirs muligheder til et større vandreprojekt. Fra Charlottenborg gik turen til Vestlandske Kunstindustrimuseum, hvor kunstneren i forbindelse med Festspillene i Bergen endnu engang kunne gennemarbejde ideen om det hvide, plisserede rum. En ny udfordring, en ny rumlig formulering. Denne gang i form af et selvstændigt rum - et helt hus af plisseringer - anbragt i det tildelte udstillingsrum. Plisseringerne blev sat sammen og monteret til vægge. Indgangen til rummet var så smalt, så kun ét menneske kunne gå ind ad gangen. Det bestemte tempoet, og der opstod en sjælden enhed af ro, stilhed og ensomhed.

I Island blev plisseringerne samlet til en korridor, der førte den besøgende frem til et mægtigt rum, som igen, hvis man ellers bemærkede det, mundede ud i endnu et rum. Anderledes i Finland, hvor det givne rum var halvcirkulært med store vinduer. Her rettede Britt Smelvær sig efter rummets form, men plisseringerne dækkede nu vinduerne, hvorved udsynet blev bremset, og folderne blev til en membran mellem ude og inde. I dette tilfælde med få og enkle skulpturelle tilføjelser.
“Stille” kom således vidt omkring i Norden, hvorefter Britt Smelvær udførte “foldevægge” til adskillige Christian Dior butikker rundt i Europa efter samme koncept.

ERINDRINGERNE

Hvad er det egentlig, der møder én - inde i det “stille” rum? Der er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Men for alle har stilheden blandt anden den virkning, at den konfronterer en med en selv. Med hvad man har tilbage. Hvad man har efterladt? Tidens efterladenskaber. Britt Smelvær måtte på et tidspunkt også give sig til at arbejde med affaldet. Sætte det ind i ovenlysvinduer. Kaste lys på det tilbageblevne. Fortælle om prime time og al den anden tid, der også er til. Spildtid f.eks.

Tiden og efterladenskabningerne får ved mødet med døden en særlig betydning. Det er en privat oplevelse, der også er almen.

“Vi har godt af at tænke over, hvor lang tid vi har på jorden.”

Kontakten til livets cykliske dimension er uhyre betydningsfuld. Det hjælper os til dels med at få fat på nuet - men også med at forholde sig til tabet. Døden.
Det er det, der ligge bag installationen “Erindringens hav” vist på Trondheims Kunstmuseum i 1999.
Rummet var enormt.
Glatte, reflekterende acryltråde blev i et tæt plan spændt op i en højde af en meter gennem hele rummets bredde. Dette opspænd skabte en kunstig flade, der dirrede ganske svagt som en kæmpemæssig trend.
Under denne trådmembran blev anbragt et bassin med vand, der straks svarede igen med en rigdom af spejlinger. Det hele henlå i mørke dog usynlig oplyst af blacklight - strotoskoplys - hvorved trådspændet fremstod som selvlysende. Det svævede.
Hertil føjedes dels dias projektioner af i alt 80 gengivelser af natur fra skyformationer til solformørkelse og dels en vedvarende lyd af vand.
Vand, acryltråd, dias og blacklight. Et mørkeblåt univers med en vægtløs markering bestående af selvlysende tråde, der spejlede sig i et gravsort bassin ledsaget af havet i lyd og billede. Et forunderligt dobbeltspil af reflekser.

“… det er mit farvel til min mor.”

Aldrig havde Britt Smelvær været så langt fra væven. Ikke mindst det gentænkte arbejde med kunstigt lys var nyt og havde ført hende langt bort fra velkendte genstande, gennemprøvede materialer og fast grund under fødderne. På intet tidspunkt tidligere havde hun så sikkert skabt en installation, der både indbød til nærlæsning og samtidig fremkaldte forestillinger om uendeligheden. Og alligevel var der noget tekstilrelateret over “Erindringens hav”. Begreberne væv og vævning havde blot antaget nye dimensioner. Havde hun i arbejdet med beviklingerne vævet med væggen, så vævede hun her med lyset og hele rummet.

SKÅLENE

Mennesket besidder en umiddelbar trang til at gribe ud efter noget håndfast. Vejen ud i lyset og rummet er også endnu et skridt i retning af konkrete objekter. Efter så megen rum, tid og svæven er det vigtigt at få lidt jord under neglene, uden dog at miste den nyvundne lethed.

Det følgende projekt handler om skåle.
Når man har arbejdet med såvel båden som kuglen, ligger skålen lige for, men at formen først nu fik afgørende betydning, har med materiale at gøre. Allerede i 1988 arbejdede Britt Smelvær med glasfibre, idet en udsmykningsidé krævede afprøvning af mange forskellige materialer. Glasfiber blev allerede den gang valgt på grund af egenskaber som holdbarhed og styrke, der på ingen måde udelukker det skrøbelige og sarte. Og dertil kom de gennemskinnelige.
Men der skulle mere til, før det blev til skåle.

Ved siden af TRANSIT og andre udstillingsprojekter har Britt Smelvær flere gange været involveret i større Land Art satsninger. En af disse hed KRAKAMARKEN. Det var i 1992. 50 tønder land syd for Randers blev lagt ud til 17 kunstnere fra Danmark, Norge, England og Irland, hvor de hver kunne opbygge deres skulpturer i forgængeligt materiale og i dialog med naturens gang. Britt Smelvær skabte en 12 meter i diameter flad skålformet fordybning foret med runde skiver af bøgetræ. Her havde hun ladet en af sine utallige geometriske ideer få al den tredimensionale udstrækning hun kunne ønske sig.
Adskillige år senere blev samme idé på ny gennemarbejdet i forbindelse med Land Art projektet TICON - Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur på Langeland - denne gang i glat skiffer fra Norge. Resultatet blev et stilhedens værested, og folk tager da også deres madpakker med og sidder i den!

Skålen lå der, så at sige hele tiden. Den skulle bare tages frem - ved passende lejligheder som f.eks. i 2002, da Birtt Smelvær sammen med nogle kollegaer drog til Java i Indonesien for at arbejde på nye måder med bambus. Projektet hed Art of Bamboo, og ud fra egne forudsætninger gik hver i sær i gang med at undersøge de muligheder, der lå i bambus. Hvad kan det materiale? Hvor meget kan det bøjes? Hvor fint kan det flækkes? Etc.
Britt Smelvær gik i gang med at bygge halvkugler ved at bøje og binde bambus sammen. I alt 5 kæmpe kugle-hvælvs-skeletter ca. 4 meter i diameter. De blev vippet rundet og vupti - 5 enorme spindelvævslette skåle af nogle tildels uforarbejdet og dels bemalet bambus. I nogle tilfælde blev der aplikeret tråde på, som kunne duve frem og tilbage i vinden. Naturen var altid tilstede i en eller anden form i disse halvbobler. Skålene blev søsat i rismarkernes vand, hvorfra de gled videre ud i en rigtig lille sø. Se blot spejlingerne i vandoverfladen. Britt Smelvær ved godt hvilke talenter naturen ligger inde med.
Og hvad blev der af dem? Jo, hele projektet havde involveret en landsby udenfor Yogyakarta - og der stod man og mangle et hønsehus!
Heldigvis findes der en film, der i levende billeder fortæller historien om Breething Wessels.

Nu var skålen for alvor kommet på bordet. Eller rettere ud på gulvet. Og det gjorde den så også på udstillingen Spirit of Materials på KunstCentret Silkeborg Bad 2003. Til det allerede igangværende føjedes nu ideen om at kapsle ting ind. At indsamle, at forarbejde, at opbevare. Britt Smelvær pressede blade og blomster i eget herbarium, og denne kondenserede natur blev støbt ind i lag af glasfibre formet som store skåle. Ordnet - måske pynteligt - med en japansk lethed. Skåle der sammen med vinduer og ovalformer også blev vist på TRANSIT Charlottenborg 2003.

CODA

Skåle, lys og svævende lethed.
Vand, væv og spejlinger.
Hestehår og skiffer.

Britt Smelvær har måske nok lagt garnet på hylden, men på sin vis væver hun stadig. De mange forskellige materialer og deres æteriske lethed - om den så skyldes at de vitterlig er så godt som vægtløse, eller om det er fordi de gennem transparens og reflekser skaber indtryk af noget substansløst - holdes dog alt sammen, ja i stramme tøjler af den sikre geo- og steometriske sans Britt Smelvær besidder. Bag den her skitserede udfoldelse ligger de daglige øvelser med mønstre, former, repetition og variationer på papiret. Det grundlæggende skoleridt.

Det skrøbelige er så godt som altid tilstede. Det er grundkarakteren. Om det så er en flad rund form der skubber sig ned i jorden, om det er fjer eller en hoben pinde, der danser skyggedans foran en væg, om det er en podning, der lykkes eller en forvandling, der foregår for øjnene af en
Det gælder letheden og det gennemsigtige, det gælder den stringente form og struktur. Det gælder den basale sans for natur og lys. Det gælder det faktum, at kunstværket er en del af livsytringernes helhed.

En præcis operation, der klarlægger et mysterium.